Bent Pedersen AS - kort fortalt...

Virksomheden Bent Pedersen AS er en vestjysk familievirksomhed, der drives af Søren og Michael Pedersen. Virksomheden blev stiftet af Bent Pedersen i Varde i 1967, dengang Varde Auto-Service A/S. På det tidspunkt var forhandling og service af Hanomag-Henschel eneste forretningsområde. Senere blev virksomheden også Mercedes-Benz forhandler.

Mercedes-Benz har været forhandlet i Esbjerg siden 1930'erne, hvor J. Schmidt Christensen havde sin forretning på Strandbygade 46. Senere overtog Bohnstedt-Petersen A/S forhandlingen. Under afhændelsen i 1991 overtog Bent Pedersen Mercedes-forhandlingen i Esbjerg med tilhørende lokaler i Storegade. Efter overtagelsen er der gennem årerne etableret forhandling af Smart og Mitsubishi.

I 1997 blev forretningen på Storegade udvidet med større værkstedslokaler og en større udstilling. Udvidelsen blev belønnet for "godt tilpasset erhvervsbyggeri" af Esbjerg Kommunes Byfond.

I 2006 opkøbte og videreførte Bent Pedersen en Fiat og Alfa Romeo forhandler på Storegade. Samtidig flyttede forhandlingen af Mitsubishi sammen med de to italienske mærker, der senere blev til et, da Alfa Romeo i 2018 blev skiftet ud med Citroën.

I 2012 opkøbte Bent Pedersen AS et værksted i Sønderborg, som blev renoveret og lavet om, så der nu er både salg og service af Mercedes-Benz varebiler.

I december 2013 startede virksomheden igen en afdeling i Varde, som varetager salg og service af Renault og Dacia samt service af Mercedes-Benz, Fiat og Mitsubishi. Herved blev Bent Pedersen AS igen aktiv med salg af biler i byen, hvor det hele startede. Aktiviteterne i Varde blev to år senere samlet på Jeppe Skovgaardsvej 1.

Bent Pedersen AS består i dag også af andre forretningsområder, herunder bilpleje, autoelektronik og et særskilt skadecenter, og beskæftiger cirka 130 medarbejdere.