Christian Lundgaard tester F1 for 3. gang

22 oktober 2020

Christian Lundgaard ser frem til den 29. oktober. Her tester han for 3. gang en Renault F1.

Mens Kevin Magnussens netop har meddelt, at han nu er fortid i Formel 1, er en anden dansker måske på vej den modsatte vej – nemlig ind i Formel 1. Det er naturligvis Christian Lundgaard fra Renault Sport Academy, der er tale om.

Den 29. oktober sætter han sig for 3. gang i en Renault F1 bil. Det sker i Bahrain, hvor han prøver kræfter med Renault R.S 18.

I alt står den på fire dages test for tre kørere fra Renault Sport Acadamy. Christian Lundgaard får følgeskab af Oscar Piastri og Guany Zhou.

De kommende testkørsler i Bahrain viser, at Renault DP World F1 Team satser på kørere fra egne rækker til et kommende F1 sæde.

19-årige Christian Lundgaard er i øjeblikket nummer fire i FIA Formel 2 mesterskabet – med hele to sejre i bagagen i denne hans første sæson i Formel 2.

“Jeg glæder mig virkelig til at teste R.S.18 næste weekend. Jeg har jo testet F1 to gange før, så vi bygger på med erfaringer fra sidst. Jeg har faktisk aldrig kørt i Bahrain. Det at teste netop der er værdifuldt for mig, fordi det er der jeg skal køre de sidste to afdelinger af Formel 2 mesterskabet. Og der er intet bedre sted at lære en bane at kende, end fra en F1, så det bliver virkelig spændende”, siger Christian Lundgaard, der suppleres af Mia Sharizman, direktør i Renault Sport Acadamy.

”De kommende tests i Bahrein er del af et planlagt program, som har været gennemført de seneste tre år. Det er en virkelig god anledning for os til at vise de fremskridt som vores kører har gjort. For Christian bliver deres testdage helt som hvis det var en rigtig løbsweekend. Det vil sige, at der vil være træning, kvalifikation og race”, siger hun.

Fakta om Christian Lundgaard

FIA Formula 2 Championship, ART Grand Prix
Alder: 19
2020 statistik:
Sejre: 2
Podiums: 6
Pole Positions: 1
Point: 145

Tidligere mesterskaber
2019: 6th, FIA Formula 3
2018:  2nd (1st Rookie), Formula Renault Eurocup
2017:  1st SMP F4 NEZ, 1st Spanish F4