Mercedes klar med nye priser på Marco Polo

03 februar 2021

2020 blev året, hvor Mercedes-Benz for alvor meldte sig ind i kampen om kunderne i det kompakte campersegment med højt udstyrsniveau, eksklusivt design, gedigen kvalitet og attraktive priser. Med udgangspunkt i de nye afgiftsregler er Mercedes-Benz-importøren nu klar med nye skarpe priser, endnu mere udstyr og flere interessante muligheder for tilvalg.

Salget af campere boomede i det forgangne år, og for den ikoniske Marco Polo, som er baseret på V-Klassen, blev året det ubetinget bedste i Danmark nogensinde. Men selvom salgschef hos Mercedes-Benz Vans i Danmark, Louise Klink-Raaschou, er glad for det flotte resultat, er ambitionerne for 2021 endnu højere:

“Når det kommer til kvalitet, køreoplevelse og komfort er Marco Polo unik i sit segment, og i kombination med højt udstyrsniveau og konkurrencedygtige priser fik den for alvor cementeret sin position som den mest attraktive high-end kompaktcamper. Interessen var faktisk så overvældende, at vi i perioder havde svært ved at følge med efterspørgslen. Det er et resultat, vi er stolte af, men vi er ikke i mål, og det er vores klare ambition at udvide markedsandelen i 2021,”siger Louise Klink-Raaschou.

 

Priser fra 609.900 kr. Se priser pr. 1. juni 2022 her.
Selvom det nye år kun er få uger gammelt, fortsætter de gode takter. For til trods for nye afgiftsreguleringer, som har vendt op og ned på store dele af markedet, er den danske Mercedes-Benz-importør klar med nye priser, som fortsat er særdeles interessante. Priserne begynder nemlig ved 609.900 kr. for Mercedes Marco Polo 220 d med 9G-TRONIC-automatgear, baghjulstræk og 163 hestekræfter.

Prisen inkluderer en udstyrspakke med ekstra termostatstyret kabinevarmer, elektrisk hævetag, læderrat, navigation, DISTRONIC adaptiv fartpilot, parkeringspakke med bakkamera og sensorer, tyverialarm, ekstra stor brændstoftank og meget andet.

 

Dertil kommer MBUX med 10,25” touchskærm og MBAC, Mercedes-Benz Advanced Control, som gør det muligt at kontrollere og overvåge de vigtigste camperfunktioner som for eksempel det ekstra batteri, frisk vand og spildevand, regulering af køleskabstemperatur, hævning og sænkning af tag samt styring af varme, lyd og lys i kabinen. Det hele klares direkte fra infotainmentskærmen eller via smartphone.

 

Merprisen for at opgradere til Mercedes Marco Polo 250 d med 190 hestekræfter er 50.000 kr., og yderligere 50.000 for topversionen Mercedes Marco Polo 300 d med hele 239 hestekræfter.

Som de eneste på markedet tilbydes Mercedes Marco Polo nu også med fabriksmonteret luftaffjedring AIRMATIC. Luftundervognen koster 36.000 kr. og sikrer en endnu mere stabil og behagelig affjedring, og skal båden eller hestetraileren med på slæb, er det desuden fortsat muligt at vælge Marco Polo med træk op til 2.500 kg uanset motorvariant.

 

Camper for de kræsne
Som noget nyt fås Marco Polo nu også i den særlige edition-udgave ArtVenture, hvor der skrues et ekstra hak op for det eksklusive udstryk med specielle detaljer som ekstra åbning i fronten af tagsengen, LED Intelligent Light System lygter samt elektrisk bagklap EASY-PACK med Big Flip vindue, der kan åbnes separat. Prisen er 150.000 kr., som også inkluderer metallak og 18” alufælge.